Yoga, Mindfulness & Breathwork

Tankemylder - få styr på den onde cirkel

Der er noget skævt og irriterende ved tankemylder; det har en tendens til at vokse og gro, jo mere man forsøger at kontrollere det. Jo mere man forsøger at rydde op i tankerne, jo mere vælter de frem som ukrudt. En ironi i at forsøge at få styr på tankemylder ved at tænke sig til løsningen. 

Mental Smerte
Psykisk Smerte
April 10, 2025
Skrevet af
Med over 20 års erfaring i at udvikle mennesker og organisationer til at udfolde deres potentiale, brænder jeg for at hjælpe mennesker, der er på en udviklingsrejse i livet. Med afsæt i mine uddannelser i psykologi og Business Development kombinerer jeg det videnskabelige med de helhedsorienterede perspektiver fra min store viden og erfaring med meditation og yoga. Som coach og mentor er jeg optaget af at møde det hele menneske og skabe forudsætninger for, at mennesker kan trives som hele mennesker i alle aspekter af deres liv.
Indholdsfortegnelse

Mange ender med at bruge enorme mængder energi på at forsøge at kontrollere deres egne tanker. De dissekerer, analyserer og vender og drejer dem til de nærmest går i stykker. For nogle bliver det næsten som en tvangshandling – man MÅ finde en løsning på det hele. Men her er det, det bliver ekstra frustrerende: Når man først er fanget i den onde cirkel af bekymringer og overanalysering, er det som at sidde fast i kviksand. Jo mere man kæmper, desto mere synker man.

Hvordan føles tankermylder?

Der er en særlig tristhed i at vågne op om morgenen og opdage, at tankemylderet allerede er på arbejde. Tanker, der begynder at løbe rundt, selv før man får øjnene åbnet ordentligt. Det føles som om, hjernen aldrig rigtig får lov til at hvile.

Mange beskriver det som at leve med en konstant baggrundsstøj. Selv i situationer, der burde være afslappende – som en middag med venner eller en gåtur i naturen – kan tankerne snige sig ind og forstyrre. Det kræver en næsten umenneskelig indsats at ignorere dem og fokusere på det nu, man er i.

Nogle mennesker med tankemylder har ofte en uendelig liste af ting, de skal huske, planlægge, analysere eller forbedre. Det er som om, hjernen aldrig rigtigt accepterer, at noget kan være godt nok - og når noget er godt nok, og målet er nået, så kommer der nye ting til. Ofte kredser tankerne sig omkring fortiden, fx ‘Så sagde han/hun sådan..’ eller ‘Hvorfor reagerede jeg ikke sådan eller sådan…’, eller de kredser om fremtiden fx ‘Jeg må huske…’ eller ‘Jeg burde også…’. Og når tankerne kredser om fortiden eller fremtiden, mister vi endnu mere evnen til at være nærværende og tilstede i nuet. 

Tankemylder er derfor ikke kun mentalt udmattende; tankemylder kan også manifestere sig fysisk. Søvnløshed, anspændthed, hovedpine og en konstant følelse af uro. Nogle beskriver det som at have en motor kørende indeni, der aldrig stopper.

Når tankerne kører i ring, påvirker det også kroppen. Pulsen stiger, musklerne spænder op, og man kan føle sig fanget i en konstant kamp-eller-flugt-tilstand, selv når man ligger under dynen og forsøger at finde ro.

Tankemylder og søvn 

Hvis der er noget, tankemylder virkelig kan sabotere, så er det søvn. Det klassiske scenarie: Man ligger under dynen, klar til at falde i søvn, men lige i det øjeblik, hvor kroppen begynder at slappe af, går hjernen i gang med sit eget show. Tankerne kører i ring, nogle gange om de mest trivielle ting.

Man vender og drejer sig. Prøver at tænke positivt. Eller endnu værre: forsøger at tænke på ingenting. Men så kommer der en tanke snigende, som man bare MÅ analysere. Og så er man fanget igen. Fuldstændig samme scenarie kan udspille sig, hvis man vågner om natten.

Søvnløshed er ofte både en årsag til og en konsekvens af tankemylder. Når man ikke får nok søvn, bliver hjernen mere presset og mindre i stand til at håndtere tankerne. Og når tankerne løber løbsk, bliver det endnu sværere at falde i søvn. En ond cirkel, som mange kender alt for godt.

Sociale situationer og tankemylder

Det er en ting at have tankemylder, når man er alene. Noget andet er, når det stikker af i sociale situationer. Forestil dig at sidde til en familiefest og prøve at følge med i samtalen, mens din hjerne simultant gennemgår 27 andre ting. Eller være til et møde på arbejdet, hvor man pludselig bliver overmandet af tanker om, hvad de andre tænker om én.

Socialt tankemylder er særlig giftigt, fordi det ofte kommer til at handler om usikkerhed og selvkritik. “Var det dumt, det jeg sagde før?” – “Hvorfor kiggede hun sådan på mig?” – “Hvad hvis de opdager, at jeg ikke aner, hvad jeg laver?”

Det kan føre til, at man trækker sig fra sociale situationer, fordi det simpelthen bliver for udmattende at håndtere både de ydre samtaler og de indre på samme tid. Eller alternativt kan det lede til tankemylder før/efter en social situation, da man her som nævnt bliver mere optaget af fremtid og fortid - og mister fokus på nuets muligheder.

Kreativitetens skyggeside

Der er en næsten romantisk idé om, at kreative mennesker ofte har et aktivt tankemylder, som kan kategoriseres som positivt og værd at stræde efter. Den klassiske kunstner, der sidder oppe hele natten, fordi idéerne bare vælter frem. Men virkeligheden er sjældent så poetisk.

Tankemylder kan være en kreativ kraft, når det bliver kanaliseret rigtigt. Men når det løber løbsk, bliver det en mur af støj, der drukner de gode idéer i stedet for at fremme dem. Man ender med at brainstorme i en sådan grad, at man aldrig når til at udføre noget.

Forfattere, musikere, malere – alle der arbejder med kreative processer – beskriver ofte perioder, hvor de føler sig overvældet af deres egne tanker. Hvor den indre kritiker kvæler enhver ny idé, inden den overhovedet får en chance for at gro.

Selvom det kan føles som en forbandelse, er det værd at nævne, at mennesker med livlige tanker ofte er de mest kreative. Når hjernen aldrig holder op med at tænke, opstår der idéer og forbindelser, som andre måske overser.

Samtidig kan det være en påmindelse om, at man bekymrer sig. At man ønsker at gøre tingene godt, at man har ambitioner og drømme.

Lær at navigere i tankemylderet

At slippe af med tankemylder er sjældent en god målsætning, da det at være menneske hænger sammen med even til at tænke - hviket jo er en gave.. Så målet må være  at navigere i det uden at blive kvalt – det er muligt. Der findes forskellige værktøjer hertil, hvor det er individuelt, hvad der virker bedst. Nogle muligheder er:

  • Skriv tankerne ned: At få dem ud af hovedet og ned på papir kan ofte skabe en form for ro. Det er som at parkere dem et sted, hvor de ikke længere kræver din opmærksomhed. Du kan så vende tilbage til dem, når det er relevant for situationen.
  • Mentale pauser: Hjernen har brug for pusterum. At lave aktiviteter, der kræver fuld opmærksomhed – som at løse en gåde, spille et instrument eller endda bare lege med et kæledyr – kan give midlertidig ro.

  • Sæt grænser for bekymringer: En teknik, mange bruger, er at sætte tid af til at bekymre sig. Måske 15 minutter hver dag, hvor man bevidst tillader sig selv at tænke over alt det, der ellers fylder. Resten af dagen øver man sig så i at udskyde bekymringerne til den afsatte tid..

  • Mindfulness-teknikker: Igen, det kan lyder som en kliché, men evnen til at observere sine egne tanker uden at blive revet med af dem er stærk. Man øver at acceptere tankerne uden at dømme dem, og uden at ‘gå med dem’, hvor én tanke blot leder til den næste. 
  • Professionel hjælp: Hvis tankemylderet bliver så voldsomt, at det påvirker ens livskvalitet markant, kan terapi være en nødvendighed. Kognitiv adfærdsterapi har vist sig at være effektiv for mange.

Et evigt projekt

At arbejde tankemylder, kan være  som at lære at leve med en stædig hund; nogle dage går det godt, andre dage stikker den af. Men det vigtigste er, at man ikke giver op. Det handler ikke om at få tankerne til at forsvinde, men om at lære at leve med dem uden at lade dem styre alt.

At kunne smile ad sine egne skøre tanker og give dem et klap på skulderen i stedet for at blive irriteret over dem. Måske handler det i sidste ende om at give sig selv lidt mere ro og tillade tanker at opstå og forsvinde, uden at man går mere ind i dem.

Ofte stillede spørgsmål

ÅBN OP
Tæt

Vil du blive klogere på Kroppens sprog?

Kroppen taler hele tiden – med sit eget stille sprog. Og du er allerede begyndt at lære det. Du har åbnet døren på klem. Nu inviterer vi dig til at gå længere ind.
Lær mere om Masterclass
SE HVAD DET INDEBÆRER